Cirkus Summarums Musikskole

Vil du lege med i Cirkus Summarums musikskole? Find eller lav dine egne instrumenter derhjemme og leg med.

Elsker du også at spille på trommer? Rasmus, trommeslager i Cirkus Summarum, fortæller hvad der er det fedeste ved at spille på trommer. Nu kan du også være med der hjemme, og det eneste du skal gøre, er at finde alt det frem, du kan tromme på. Så skal du både prøve at spille hurtigt, at spille rigtig højt og at spille rigtig lavt. Giv den gas!

I Cirkus Summarum elsker vi musik! Se med når Regin, guitarist i DR Big Band og Cirkus Summarum, fortæller, hvordan guitaren kan bruges både til at spille stille sange, vild rock og lækker funk. Hvilken slags musik hører I mest derhjemme? Og hvem i jeres familie kan lave den sejeste luftguitar?

Hvad er du mest til - orgel eller klaver? Se med når Morten, Kapelmester i Cirkus Summarum og DR Big Band, giver den gas på alle tangenterne! Hvis I ikke lige har et klaver stående derhjemme til at øve jer på, kan i jo altid bruge fantasien, luften eller frugterne i frugtskålen. De kan også sige mange sjove lyde.

TRUUUUUT, TRUT, TRUT! Giv den gas og trut løs derhjemme, som en ægte trompetist, hvis du er enig med Mads fra DR Big Band i, at trompeten er det sejeste instrument! Det at trutte er især rigtig sjovt at gøre om morgenen, så du er sikker på at alle er stået helt op.