Cirkus Summarum modtager prisen som årets bedste børneevent!

Cirkus Summarum har vundet prisen som Årets børneevent ved Børn i Byens priser 2019.

Søndag den 3. november blev Muskelsvindfonden og DR Big Band, som har samarbejdet om Cirkus Summarum siden den første forestilling havde premiere i 2009, prisbelønnet for Cirkus Summarum. Det skete, da ’Børn i byen-prisen’ blev uddelt på Nationalmuseet i København for niende gang.

Cirkus Summarum blev kåret som ’Årets bedste børneevent’ foran de øvrige nominerede, som var madfestivalen Arla Food Fest for børn og unge, børnefestivalen ’BørnefestiBAL’, Roskilde Dyrskue og Københavns Middelaldermarked.

Det er børnefamilier fra hele landet, der i en afstemning har afgjort, at holdet bag Cirkus Summarum fortjente prisen.

’Børn i byen’ er en stor guide på nettet for børneforældre, og hvert år beder sitet forældrene om at kåre årets bedste børneoplevelser, børnevenlige steder og børneapps – blandt meget andet.