Nye tiltag i Cirkus Summarum 2021

Cirkus Summarum 2021 bliver både magisk, sjovt, fyldt med duften af popcorn og store smil hos både børn og voksne. Vi har nemlig knoklet et helt år for at skabe en lige så fantastisk cirkusoplevelse, som I kender.

Med en ny fælles virkelighed har vi gjort en række tiltag for, at alle kan føle sig trygge på cirkuspladsen. Vi skal passe på hinanden, og samtidig skal vi have det sjovt – for sådan skal Cirkus Summarum være.

For at skabe en tryg og sikker oplevelse, bliver nogle ting i Cirkus Summarum anderledes i år, mens meget også vil være præcis, som det plejer. Her beskriver vi nogle af de nye tiltag. Vi overholder selvfølgelig alle gældende restriktioner, og derfor kan der forekomme ændringer i disse tiltag frem mod sommeren, såfremt det er aktuelt grundet restriktioner.

 

Cirkuspladsen inddeles i tre afgrænsede områder 

Et af de nye tiltag i år er, at vi inddeler cirkuspladsen i tre afgrænsede områder. Områderne vil have sjove aktiviteter, madtilbud, drikke, merchandise, toiletvogne, pusleområde osv. Gæsterne i områderne kommer ikke i kontakt med hinanden – heller ikke i cirkusteltet. Områderne kan skaleres op og ned i størrelse, så de overholder de gældende restriktioner.

 

Publikum i teltet 

I teltet sidder publikum efter de gældende retningslinjer. Når du i år skal købe billetter til Cirkus Summarum, er det kun muligt at købe billetter til en bestemt sektion i teltet, og ikke til bestemte, nummererede pladser. Dine endelige billetter med specifikke pladser modtager du først senest 14 dage før din forestilling.  

Cirkus Summarum er et siddende arrangement. Publikum skal forblive siddende på deres pladser under forestillingen og kigge i samme retning. 

 

Nye, sjove aktiviteter på cirkuspladsen 

I Cirkus Summarum skal vi have det sjovt. Derfor har vi udviklet nye, sjove aktiviteter på cirkuspladsen. Glæd jer til blandt andet at opleve cirkusyoga, silent disko og et drømmefangerværksted! Læs mere om cirkuspladsen her. 

Alle aktiviteter vil selvfølgelig overholde de gældende restriktioner. Derfor kan der forekomme ændringer i udvalget af aktiviteter, når vi kender restriktionerne for sommeren. 

 

Håndsprit og værnemidler 

Alle ansatte bærer de påkrævede værnemidler og er instrueret i brug af værnemidler, hygiejne, smittehåndtering og lign.

Der vil være håndsprit tilgængeligt på pladsen, og vi har ekstra fokus på den gode hygiejne og rengøring ved blandt andet toiletterne, men også ved aktiviteter, boder og lign. 

Alle gæster vil på forhånd modtage en mail omkring, hvad man som gæst skal være opmærksom på, blandt andet hvorvidt der er krav ti brug af værnemidler på cirkuspladsen og i teltet. 

 

Sikkerhedsrådgivning og myndighedskontakt 

Sikkerhedsbureauet Event Safety håndterer al sikkerhed omkring Cirkus Summarum, præcis som de har gjort de foregående år. Event Safety rådfører sig løbende hos de relevante myndigheder om, hvordan vi afholder Cirkus Summarum, så alle gældende retningslinjer overholdes. Der er udarbejdet en sikkerhedsplan, som er godkendt af myndighederne forud for afviklingen af Cirkus Summarum.

Event Safety håndterer blandt andet også sikkerheden for EM i fodbold på dansk jord, Grøn Koncert, Smukfest og andre store events. De har derfor solid erfaring med at håndtere sikkerheden ved store arrangementer. 

 

Vi opdaterer løbende cirkussummarum.dk med yderligere information omkring Cirkus Summarum 2021, sådan at gæsterne kan finde svar her. Som gæst kan du også altid kontakte cirkus@muskelsvindfonden.dk med dine spørgsmål.