På Cirkus Summarum er vi fem hold, men vi er i virkeligheden ét stort hold, som hjælper hinanden. Her kan du læse om de fem hold. Når du tilmelder dig som frivillig, kan du prioritere holdene:
Indgang / Oplevelsen
I indgangen byder vi alle gæsterne velkomne og scanner alle billetterne. Her er der typisk travlt de første 30-45 minutter efter pladsen åbner. Holdet har også ansvaret for alle forpladsaktiviteterne rundt på pladsen. Det er f.eks rullingeteltet, discoteltet og hoppeborgene, som vi holder øje med og bemander i løbet af dagen.
Merchandise
I Merchandise sælger vi alt fra madkasser og drikkedunke, til yogamåtter og legetelte. Samtidig med at vi sælger og smiler, sørger vi for, at der hele tiden er varer på hylderne. Derudover har holdet også ansvaret for en info- og udleveringsbod. Her pakker, klargør og udleverer vi alle de produkter, som gæsterne har forudbestilt hjemmefra. Inden forestillingen starter, sælger vi vand, lysdyr, slik osv. fra et par salgsvogne inde i cirkusteltet.
Service (Lageret)
Serviceholdet har flere forskellige funktioner, og varetager en række praktiske opgaver for salgsboderne på cirkuspladsen. Holdet kører blandt andet varer ud til boderne, henter pap rundt i boderne og holder løbende cirkuspladsen fin og opryddet.
Slushice / Popcorn
I popcorn-boden producerer og sælger vi alle de lækre popcorn. Vi har både frivillige i en produktionen i bagområdet og til at stå i salgsfladen. I den travleste periode (cirka 30-40 minutter inden forestillingen starter) låner vi også frivillige fra de andre hold.
I slushice-boden sørger vi for at der hele tiden er frisk, kold slushice til gæsterne. Vi sælger bægre og hjælper gæsterne med at fylde dem op. Boden har også en maskinmester eller to, der sikrer sig at det hele er i tiptop form inde ved maskinerne.
Børneklubben
I børneklubben passer vi de frivilliges børn. Børnene er i alderen 5-15 år, og vi sørger for underholdning, udflugter og masser af skæg og ballade. De store børn fra 13 år og op må komme med ud og hjælpe på cirkuspladsen, og det hjælper holdet med at koordinere. Hvis man selv har børn i børneklubben, er det stadig muligt at være frivillig i klubben.
Du kan prioritere dine ønsker, når du tilmelder dig som frivillig, men vi kan ikke garantere, at alle får deres ønsker opfyldt. Det plejer dog at være sjovt, lige meget hvor man står.